`Her er London. BBC sender til Danmark: De tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig´. Nyheden med kapitulationsbudskabet, der blev sendt over illegal radio omkring kl. 20.35, på den velkendte baggrundsknitren af tyske støjsendere, udløste stor jubel og dyb sorg i Kalundborg. Overgivelsen skulle træde i kraft den 5. maj kl. otte, hvor frihedskæmperne måtte iføre sig deres armbind og overtage kontrollen over byen.
Mens jublen steg i gaderne, sneglede tiden sig af sted i tyskernes hovedkvarter på Grand Hotel. Usikkerheden var enorm og uden en melding fra sine overordnede, turde den tyske bykommandant Jost Brökelmann ikke gøre andet, end at beskytte sit hovedkvarter mod de fremstormende danskere, der sejrrigt hånede og provokerede hans mænd med tilråb og fyrværkeri. Maskinpistolbevæbnede patruljer blev sendt ud for at rydde de nærmeste gader, og kalundborgenserne flygtede panisk i alle retninger væk fra Vestre Havneplads.
Blandt dem var den 23-årige studerende og FDF-delingsfører Jørgen Manniche og nogle af hans kammerater, der flygtede op gennem Skibbrogade mod Kordilgade. Ud for nr. 17 besluttede Jørgen Manniche sig for, at løbe ind gennem cykelhandlerens port og gemme sig ved røgeriet i gården. Hans kammerater løb ind i opgangen ved siden af.
De nervøse tyskere skød op af gaden, inden de fortsatte ind i gårdene, affyrede nogle tilfældige salver med deres maskinpistoler og trak sig ud igen. Jørgen Manniche blev ramt af en kort salve og døde dagen efter på sygehuset. Flere blev såret.
Da gaderne var ryddet, skjulte de tyske soldater sig i nicher og porte i Skibbrogade, for at holde kalundborgenserne på afstand. Skiltene, der hang ud fra butikkernes facader, var gennemhullet af skud.
I mellemtiden var Kalundborgs tyske konsul, fabrikant Christian Valentin, og repræsentanter fra modstandsbevægelsen, mødt op hos Jost Brökelmann på Grand Hotel, for at forhandle om, hvordan overgivelsen kunne foregå, uden det kom til yderligere sammenstød.
Bisættelsen af Jørgen Manniche blev en af de største i nyere tid. Manniche blev bisat på familiegravstedet på Sct. Olai Kirkegård, hvor hans kammerater også fik rejst en mindesten. På facaden ved porten til Skibbrogade 17 blev der efterfølgende ophængt en mindetavle, der skulle huske eftertiden på, at her blev en uskyldig ung mand dræbt af tyske kugler på en lun forårsaften den 4. maj 1945.
Et stadigt stigende antal sabotageaktioner tvang i august 1943 regeringen til at opgive samarbejdspolitikken med tyskerne. Med Folkestrejken i sommeren 1944 spidsede situationen yderligere til og den 19. september 1944 indledte besættelsesmagten jagten på det danske politi. Af den 10.000 mand store styrke lykkedes det tyskerne at arrestere knap 2.000, der blev sendt til kz-lejren Neuengamme ved Hamborg. Blandt dem var den 29-årige Otto Jensen, der senere blev overført til Buchenwald ved Weimar, der var nazitysklands største udryddelseslejr. Otto Jensen og omkring 60 af hans danske kolleger døde i lejren. I alt kostede de tyske KZ-lejre omkring 100 danske politimænd livet.
Takket været pres fra de danske myndigheder og den svenske grev Folke Bernadottes indsats med de Hvide Busser, lykkedes det i marts og april 1945 af få 10.000 danske og norske fanger hjem. Blandt de hjemvendte danske politifolk fik nogle af dem i en periode ophold i Frøslevlejren i Sønderjylland.