Lars Christensen, kendt som Sten Lars, blev født 1800 i Skamstrup, syd for Mørkøv, i en gårdmandsslægt, der foruden Lars havde 10 børn. Efter soldatertjeneste i Første Linieregiment, vendte han hjem og ernærede sig ved, at arbejde med stensætning og flette kurve.
Ingen forstod som han, at udgrave og løfte de rigtige sten, kløve og sprænge dem, og sætte dem smukt i gærde.
Lars Christensen blev kendt viden om som en fortrinlig stenarbejder. Ingen forstod som han, at udgrave og løfte de rigtige sten, kløve og sprænge dem, og sætte dem smukt i gærde. Om vinteren sad han i kakkelovnskrogen og flettede kurve.
Hvordan Lars Christensen blev huleboer er usikkert, men fortalt som en blanding af virkelighedens verden og romantik. Han fortalte selv, at han for sin fædrene arv omkring 1840 købte et stykke jord mellem Kalundborg og Raklev, for at bygge sig et hus. Da han var færdig med kælderen, havde han ikke flere penge, men slog sig ned i den og blev der. De romantiske mente, at grunden var ulykkelig kærlighed. Han havde som knap 40-årig friet til en gårdmandsdatter i Raklev. Hun sagde ja og Lars begyndte at bygge. Men da fundamentet og kælderen var færdig, slog kæresten op med ham. Han opgav byggeriet og forsvandt for en tid, men kom tilbage helt forandret, og begyndte på at indrette sin hule.
Utilhuggede kampsten stablet ovenpå hinanden i knap en mands højde. Her over træværk og en masse jord og tang, tætnet med halm. Ingen vinduer. Ingen kakkelovn. Indgangen var en gammel brøstfældig dør, som man kun med besvær kunne komme igennem. På nogle pæle en briks med halm uden sengeklæder.
Menuen var, hvad Sten Lars kunne finde, fange, eller få hist og her.
Udenfor nogle store sten, der udgjorde Sten Lars kogested. En række kampsten på højkant i en cirkel. På en jernkrog over ilden hang en gammel jerngryde. Menuen var, hvad Sten Lars kunne finde, fange, eller få hist og her. Han var ingen kostforagter og skyllede efter med et umådeligt kvantum brændevin. `Herregud, maden skal jo ned´.
Sten Lars fik fattigunderstøttelse, som han supplerede ved at sælge sine flettede kurve, eller ved at bygge stengærde for bønderne i Raklev. Besøgende eller forbipasserende stak ham også jævnligt en skilling, der straks skulle omsættes til brændevin hos høker Mads Christensen på Torvet i Kalundborg.
Når Sten Lars forfrisket vandrede på vej mod Hestehavebakken, var han som menigmand mest kendte ham. Hår og skæg voksede i filtrede tjavser, uhindret og uplejet. Han var snavset og ildelugtende. Omkring den usle og lasede jakke bar han et reb, til at holde lidt sammen på klæderne. Over skulderen en sæk hvor hans dunk med brændevin, kød og andet lå. På hovedet bar han en gammel fedtet hue og i hånden en forsvarlig knortekæp.
Ofte blev han fulgt på vej af en flok hujende og nysgerrige børn, der blev truet med vandrerstaven, hvis de var alt for drillende og onde.
Ofte blev han fulgt på vej af en flok hujende og nysgerrige børn, der blev truet med vandrerstaven, hvis de var alt for drillende og onde. Det er vanskeligt at afgøre, hvem der var mest menneskesky.
Sten Lars boede i sin hule året rundt. En kold vinter, hvor han var sneet inde i fygning og måtte graves ud, blev han overtalt til, at tage ophold på Fattiggården i Højbyen, men gik hjem i træsko næste dag.
Bidende kulde og lidt for mange pægle brændevin, blev Sten Lars endeligt. I 1866 faldt han og brækkede benet. Blev til sin store sorg indlagt på Fattighuset, men kom hjem på krykker. Men nu var han så nedbrudt, at han måtte forlade sin elskede hule og flytte permanent ind i Fattighuset, hvor han døde knap et år senere.
De uvorne og nysgerrige børn, lagde i mange år efter Sten Lars død ofte små buketter af blomster fra mark og grøft, eller flettede kranse af engelskgræs fra Gisseløre, ved stenen.
Lars Christensen, der hele sit liv havde arbejdet med sten, blev begravet på Sct. Olai Kirkegård, hvor han fik en sidste lille stump jord med en beskeden natursten og den knappe inskription i kursiv - `Sten Lars´. De uvorne og nysgerrige børn, lagde i mange år efter Sten Lars død ofte små buketter af blomster fra mark og grøft, eller flettede kranse af engelskgræs fra Gisseløre, ved stenen.
Historien om Lars Christensen er ganske tankevækkende. Borgerskabets forargede dom over dette fordrukne vrag, det gamle svin i hulen, blev tilsidesat af medlidende og forstående børn. De hyldede det fattige minde over en gammel ensom mand. Et udskud af verden, en ingen havde holdt af, men som i døden fik barnlig bod for savnet af menneskekærlig forståelse og tilgivelse, sådan som netop kun troskyldige børn kan.
