I perioden 1954-1978 var Jørgen Hagemann-Petersen Kalundborgs magtfulde konservative borgmester. I hans 24-år lange regeringstid gennemgik byen en rivende udvikling fra søvnig købstad til aktiv industriby. Som borgmester igangsatte Hagemann en udvikling, der er fortsat længe efter hans død.
Jørgen Hagemann-Petersen blev født som ægte kalundborgdreng i 1908. Han blev uddannet skibsmægler og slog sig i 1932 ned som selvstændig grosserer i byen, hvor han med tiden fik flere tillidshverv. Efter 33 år med uafbrudt socialdemokratisk styre, blev Jørgen Hagemann-Petersen valgt til borgmester, efter blot fire år i byrådet.
Som født, opvokset og erhvervsdrivende i Kalundborg, havde Hagemann en solid placering i lokalsamfundet, der havde fået en iderig borgmester med gode nerver, hvilket var absolut nødvendigt i forhandlingerne med multinationale koncerner og den danske stat, der ønskede et raffinaderi placeret i byen.
Efter tre år for bordenden, kunne Hagemann i 1957 indvie Kalundborg Gymnasium i Skolegade, samt en ny folkeskole – Rynkevangskolen – ved de nye boligkvarterer, der skød op mod øst.
1959 blev endnu et stort år for byen og dens borgmester, da Kong Frederik d. 9. kunne indvie Elektricitetsselskabet Isefjordsværkets Blok 1 af Asnæsværket, der ad åre skulle vokse til Sjællands største kraftværk. Blok 2 kom til i 1962 og yderligere to blokke i 1967 og 1968. I 1981 blev Blok 5 sat i drift. Siden er et par blokke blevet skrottet, lagt i mølpose, eller har fået levetidsforlængelse. Værket, der i dag hører under Dong Energy, producerer ud over strøm, fjernvarme til kommunen og procesdamp til en stribe nabovirksomheder i den grønne industrisymbiose der siden 70´erne er vokset frem i Kalundborg. I dag er der 60 individuelle projektet med i fællesskabet, der er kendt over hele kloden og jævnligt besøges af udenlandske delegationer.
I 1960 kunne den nye jernbanestation i Kalundborg indvies, og året efter kunne borgmesteren sammen med byen, fejre en af sine helt store triumfer: Raffinaderiets indvielse.
Op gennem 50érne var landets energiforsyning ved at skifte fra kul til olie, og de amerikanske oliegiganter begyndte at undersøge, hvor i Europe de kunne placere raffinaderier. Forudsætningerne var gode trafikforhold med tilstrækkelig vanddybde, en isfri havn, samt let adgang til den nødvendige elforsyning og ferskvand til afkøling. For den socialdemokratiske statsminister H.C. Hansen handlede det om vigtigheden af en udenlandsk investering på over 200 millioner kroner. Jørgen Hagemann-Petersen pegede på Kalundborg.
I 1959 besøgte det amerikanske Tidewater Oil Company i al hemmelighed Kalundborg, for at se på en mulig placering. Resultatet blev et areal på Melbygårdens jorde i bunden af fjorden. Markerne lå ganske vist i den lille nabokommune Årby, men det officielle Danmark, og ikke mindst Hagemann, var så betaget af udsigten til at få del i det tekniske fremskridt, valutaen og arbejdspladserne, at de i fællesskab hurtigt fik udmanøvret den lille landkommune.
I de mange forhandlinger, var Jørgen Hagemann-Petersen en dynamisk og resultatorienteret borgmester, der formåede at skabe stor spænding i byen, hvis indbyggere oplevede en hektisk og ofte hemmelighedsfuld aktivitet. De springende punkter i forhandlingerne med Tidewater, der ville opføre raffinaderiet under navnet Dansk Vedool A/S, var økonomiske. Hvem skulle betale for uddybningen af sejlrenden, og hvem kunne opfylde Tidewaters ønske om en privat havn, så der ikke skulle betales havneafgift til Kalundborg Kommune? Statsminister H.C. Hansen imødekom begge ønsker.
Indvielsen af raffinaderiet, der skal behandle råolie og kondensat til benzin, flybrændstof, olie til opvarmning m.v., fandt sted den 18. august 1961. I april 1963 overtog Dansk Esso A/S anlægget, der i 1986 blev opkøbt af Statoil.
De følgende mange år, kunne Hagemann, iført borgmesterkæde, foretage en stribe indvielser i sin kommune. Nyt bibliotek i 1962 og JKL færgelejet i Sydhavnen. Indvielsen af Kalundborghallen og udvidelsen af gymnasiet i 1963.1964 bød på endnu et stort industrieventyr, der fik afgørende betydning for byen, da kalundborgdrengen Arne Bybjerg på Hovvej startede produktionen af de Carmen Curlers, han havde opfundet i `Ungkarlehuset´ på Klosterparkvej. I sin glansperiode beskæftigede Carmen 3.000 ansatte, fortrinsvis kvinder, som i busser blev transporteret til Kalundborg fra det meste af Sjælland. Virksomheden lukkede i 1990, efter at være blevet opkøbt af amerikanske Clarol. Arne Bybjerg emigrerede til Australien.
I 1968, hvor Hagemann fyldte 60, indvier han Munkesø Stadion som afløser for Idrætsparken på Gisseløre. Året efter kan han og byen fejre endnu et stort industrieventyr, med indvielsen af Novo Nordisk `Site Kalundborg´, der i dag beskæftiger omkring 3.000 medarbejdere. 1968 var også året, hvor Kalundborg markerede 800-året for sin grundlæggelse og fik besøg af Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Margrethe. I den anledning havde byens erhvervsliv, foreninger og mange privatpersoner, samlet ind til en borgmesterkæde, som Hagemann kom til at bære ved mange officielle begivenheder fremover.
Kæden, der er i 18 karat guld, viser i et bevægeligt led nederst Kalundborgs gamle signet og over denne Kalundborgs byvåben. På fire led i kæden ses også symboler for landbrug, handel, håndværk, industri, søfart og fiskeri. Kæden kom i brug halvanden time efter den var overrakt borgmesteren, da Hagemann åbnede en stor erhvervsudstilling i Kalundborghallen.
I 1972 indvier Hagemann virksomheden Gyproc, der fremstiller gipsplader og året efter kan han klippe den røde snor på Handelsskolen – i dag Allikelund Gymnasium, og i 1973 indvies Munkesøskolen, i det der dengang hed Skolegade. I 1975 blev gaden ført igennem og omdøbt til J. Hagemann-Petersens Allé, navngivet efter en borgmester der virkelig satte sit præg på området, hvor Hagemann i slutningen af sin politiske karriere i 1978 også kunne indvie svømmehallen. Efter 24 års uafbrudt konservativt styre var det slut, da Hagemann blev afløst af socialdemokraten Aage Brejnrod.
Udenfor kommunegrænsen mødte Jørgen Hagemann-Petersen ofte kritik for at være ærgerrig og enevældig, men det gjorde ikke det store indtryk på hans bysbørn og vælgere. Han kunne ikke være mere `bykonge´, end byrådet gav sin opbakning til.
En epoke i byens historie sluttede med Jørgen Hagemann-Petersens død i 1982, men siden har indbyggerne i Kalundborg levet videre i kølvandet af hans enorme betydning for byens udvikling.
